Glædelig jul fra Landsforeningen Praktisk Økologi

Mikael Elke Lund, 24. december 2023

Kære alle

Hvordan er året gået i dit lokale netværk i år?

Flere steder rundt om i landet har der været aktiviteter i kalenderen: frøbyttedag i Kalundborg, høstfest i Syddjurs, svampetur i Vestjylland og planlægningsdag i Ribe.

Aktiviteterne i netværkene er vigtige, fordi vi mødes på tværs af alder, køn og politisk ståsted og fordi vi mødes om en fælles glæde ved naturen og haven.

Vi kan bruge vores lokale netværk til at søge inspiration. De lokale netværk er også vigtige, fordi vi får ting gjort, når vi er flere. Det er lettere at få planlagt en tur, når man er flere om det og lettere at dyrke grøntsager, når man mødes med mennesker, der ved mere, end man selv gør.

Ved du godt, at vi i PØ har eksperter inden for næsten alt, der har med økologisk have at gøre? Rundt omkring i Danmark er der mennesker i netværkene, der ved meget om kompost, permahave, kvashegn og hønsehold, og hvis man lægger al den viden sammen, er der næsten ingen grænser for, hvad vi ved.

Nu er året næsten forbi og der bliver en naturlig ro på aktiviteterne i haven, men så er det tid til refleksion: Har vi afholdt de aktiviteter, vi havde planlagt? Hvorfor er dit lokale netværk vigtigt for dig?

Netværkene skal styrkes, og i 2024 vil vi gerne invitere dig med til at tænke højt med os, så vi kan gøre de lokale netværk i PØ endnu bedre.

Hvad drømmer du om, der skal ske i dit netværk i 2024?

Glædelig jul og godt nytår!

Log ind

Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.

Brugernavn:

Besøg Landsforeningen Praktisk økologis hjemmesider